Mange, der har både autisme og ADHD, beskriver det som en konstant indre modstrid. Man længes efter struktur, men har svært ved at holde fast i den. Man vil gerne være sammen med andre, men bliver hurtigt drænet. Man mærker ting intenst – eller slet ikke – og man ved sjældent på forhånd, hvilken version af en selv der møder op.
Det er ikke bare summen af to diagnoser. Det er en særlig måde, hjernen arbejder på, og det kan være både udmattende og svært at forklare for andre.
Tankerne kommer hurtigt – og forsvinder igen
Tankerne står sjældent pænt på række. De kommer hurtigt, er filtret sammen og kan være både skarpe og væk, før man når at bruge dem. Man starter noget, får momentum, og så glider tråden bare. Det er ikke nødvendigvis glemsel. Det er, at forbindelsen mellem “jeg vil” og “jeg gør” ikke altid holder.
Man kan se, hvad der skal gøres, og man har lyst til at gøre det. Alligevel rører kroppen sig ikke. Det føles, som om hjernen springer det skridt over, der skal til for at omsætte intention til handling.
Råd:
- Skriv ting ned med det samme, selvom det føles unødvendigt.
- Brug korte tidsblokke (fx 10 minutter) i stedet for at vente på, at motivationen kommer.
- Accepter, at systemer sjældent holder for evigt. Skift dem, når de holder op med at virke, i stedet for at bebrejde dig selv.
Følelserne kommer forskudt
Følelserne matcher ikke altid situationen. Man kan føle sig helt flad, når noget stort sker, og så blive ramt af det flere dage senere. Eller man kan græde over noget småt, fordi systemet allerede er overbelastet. Mange beskriver også en følelse af skyld, allerede inden de har gjort noget forkert – som om man hele tiden er på vagt.
Man bruger meget energi på at afkode, om ens egne følelser overhovedet er “tilladte”.
Råd:
- Giv dig selv tid til at mærke efter. Følelserne behøver ikke komme med det samme.
- Tal med nogen, der forstår det, i stedet for at gå alene med skyldfølelsen.
- Skriv det ned, når noget føles “forkert”. Det kan hjælpe med at se mønstre.
Sanserne er uforudsigelige
En skjorte, der var fin i går, kan føles som sandpapir i dag. En lyd, man normalt kan lide, kan pludselig gøre ondt. Man mærker måske slet ikke, at man er sulten, kold eller har ondt, før det hele vælter. Andre gange er alting for meget på én gang. Det handler ikke om at være kræsen. Nervesystemet filtrerer bare ikke stabilt.
Råd:
- Hav altid et par ting, der hjælper (fx støjreducerende høretelefoner, blødt tøj eller noget at fidgete med).
- Tjek ind med kroppen med faste intervaller: Har jeg spist? Er jeg tørstig? Fryser jeg?
- Planlæg restitution efter sansebelastende situationer.
Sociale situationer kræver konstant oversættelse
Man lægger mærke til tonefald, kropssprog og rytme, men det betyder ikke, at man automatisk forstår det. Derfor spejler mange, justerer stemmen og øver svarene på forhånd. Bagefter ved man ikke altid, om det var “én selv”, der var der. Man kan blive stille eller overdele – og så spiller man samtalen igennem igen og igen.
Det er ikke bare introversion eller social angst. Det er social overlevelse efter mange års misforståelser.
Råd:
- Vær ærlig over for dem, du stoler på, om at du nogle gange har brug for at trække dig.
- Find mennesker, hvor du ikke skal oversætte dig selv hele tiden.
- Tillad dig selv at gå tidligere fra sociale ting uden at skulle forklare det i detaljer.
Man har vidst det længe
Mange beskriver, at de allerede som børn vidste, at noget var anderledes. Andre mennesker så ud til at have en brugsanvisning, man aldrig selv havde fået. Man prøvede hårdere, smilede mere og maskerede – men under overfladen var der altid spørgsmålet: Hvorfor er det her så svært for mig?
Det er ikke, fordi man er doven eller ødelagt. Det er, fordi hjernen er wired anderledes, og man har prøvet at klare sig med værktøjer, der ikke var lavet til én.
Når man endelig får en forklaring, kan det føles både overvældende og befriende. Man behøver ikke længere bebrejde sig selv for ting, der aldrig var ens skyld. Man kan begynde at bygge et liv, der passer bedre til den måde, man faktisk fungerer på.
AuDHD er ikke kun kamp. Det er også indsigt, kreativitet og dybde. Det er evnen til at se det, andre overser – og til at blive ved, selv når det koster. Det er ikke dysfunktion. Det er overlevelse. Og nu kan det blive til selvforståelse i stedet.